Spørgsmål og svar om tilstandsrapporter

I dette afsnit kan man læse de mest almindelige spørgsmål om tilstandsrapporten. Ønsker man at sælge eller købe hus kan man læse mere om tilstandsrapporten og huseftersynsordningen på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside.

 www.boligejer.dk

Her er på siden kan du læse spørgsmål og svar til tilstandsrapporten.

Spring til spørgsmål om:

 Allonge

 Bestilling af pjecer og brochurer
 Bliv sagkyndig - moms og forsikringserklæring

 Carporte

 Ejendomme med erhverv
 Ejerlejlighed

 Fejl i tilstandsrapporter
 Find en bygningssagkyndig
 Flere rapporter på samme hus
 Forsamlingshus
 Fælleseje

 HEweb - Jeg kan ikke logge mig på
 HEweb - Jeg kan ikke få vist pdf-filer på skærmen
 HEweb - Jeg kunne se pdf-filer, men pludselig kan jeg ikke længere
 HEweb - Skal man udfylde alle punkter

 Hvordan man klager over en tilstandsrapport

 Pris

 Tidligere håndbøger
 Tidligere tilstandsrapporter
 Tilstandsrapportens gyldighed
 Tilstandsrapport - find en gammel rapport

 Underskrift

______________________________________________________

Søg i denne SOS
Et ordAlle ordNøjagtigt udtryk

______________________________________________________

Find en bygningssagkyndig

Hvordan finder jeg en bygningssagkyndig?

Via Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside: www.boligejer.dk

______________________________________________________

Pris på en tilstandsrapport
Hvad koster en tilstandsrapport?
Der er maksimalpriser på tilstandsrapporter. Priserne er bestemte af Erhvervs- og Byggestyrelsen, og priserne afhænger af ejendommens alder og størrelse.

Læs mere på: _http://www.boligejer.dk/tilstandsrapportpris

______________________________________________________

Hvad koster en fornyelse af en tilstandsrapport?

Man aftaler et formindsket honorar med den bygningssagkyndige, som udarbejdede den første rapport.
______________________________________________________

Allonge

Hvad gør man, hvis den bygningssagkyndige, der har lavet en tilstandsrapport, ikke efterfølgende har mulighed for at lave en evt. allonge?


Det er kun den sagkyndige, der har udarbejdet en tilstandsrapport, der kan udarbejde en allonge til rapporten. Hvis der opstår behov for at få læavet en allonge og den pågældende sagkyndige er forhindret (evt. pga. fratrædelse) kan der altid udarbejdes en ny tilstandsrapport, evt. med oplæg fra den tidligere og så et nyt sæt sælgeroplysninger.


Kilde: FEM-sekretariatet
__________________________________________________________

Fælleseje

Hvis der ikke er bygninger eller bygningsdele, der er omfattet af fælleseje, skal der så alligevel udarbejdes to rapporter i forbindelse med salg af ejerlejlighed?

Hvis der ikke er noget bygningsmæssigt fælleseje, og den sagkyndige efter undersøgelse af det almindelige baggrundsmateriale ikke har grund til at være i tvivl om oplysningen, vil det ikke give nogen mening at udarbejde en rapport for fællesejet. I den situation kan den  sagkyndige angive i tilstandsrapporten, at der ikke er noget bygningsmæssigt fælleseje, samt hvor oplysningen stammer fra.

Hvis der derimod kan konstateres et fælleseje bestående af bygninger og/eller bygningsdele, skal der udarbejdes en fællesejerapport, også selv om det er af beskedent omfang.

Vær opmærksom på, at fællesejet både kan omfatte hele bygninger, men normalt vil bestå af bygningsdele, f.eks. kælder, opgangsareal, facader og tage.Er dette tilfældet SKAl der altså udarbejdes fællesejerapport.

Vær også opmærksom på, at tilstandsrapporterne ved salg af en ejerlejlighed ikke skal omfatte de andre ejerlejligheder i ejendommen. Der skal være én rapport for den pågældende ejerlejlighed, og én for det bygningsmæssige fælleseje, som den har part i.

Hvis der foreligger en endnu gældende tilstandsrapport for fællesejet fra tidligere kan der henvises til denne, så der ikke skal udarbejdes en ny. Det behøver ikke være den samme sagkyndige, der har udarbejdet de to rapporter.

Kilde: Erhvervs- og Byggestyrelsen
[31.08.09]
________________________________________________

Forsamlingshus
Er et forsamlingshus omfattet af huseftersynsordningen, når køber vil benytte den som bolig?

En ejendom er omfattet af ordningen, når den hovedsagelig anvendes til beboelse for sælger eller hovedsagelig er bestemt til beboelse for køber (jf § 1 i loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.) Så ja, forsamlingshuset her vil være omfattet af huseftersynsordningen.

Kilde: FEM-sekretariatet
_____________________________________________________

Carporte
Hvis der på en parkeringsplads er opført carporte,  som benyttes af beboerne i bebyggelsen, skal disse carporte  så med i en tilstandsrapport?

Hvis der er tale om ejerlejligheder, og carportene er omfattet af fællesejet, skal de med i fællesejerapporten.

Hvis der er tale om ejerlejligheder, og carportene ikke er omfattet af fællesejet, skal de ikke med i fællesejerapporten. Her kan de være ejet af "beboerforeningen", som udlejer samme til forskellige beboere gennem tiderne.

Hvis det er ejerboliger, er de kun omfattet af tilstandsrapporten, hvis carporten er omfattet af ejendommen, der sælges, men ikke hvis carporten er ejet af "beboerforeningen" som udlejer samme til forskellige beboere gennem tiderne.

Kilde: FEM-sekretariatet
____________________________________________________

Underskrift
Er det nødvendigt at underskrive en tilstandsrapport, for at den er gyldig?

Nej, rapporter er gyldige også uden underskrift. Det der gør den gyldig er at den er påført et løbenummer og det løbenummer får rapporten, når den formelt er godkendt af systemet.

Originalrapporten ligger i en database og alle udskrifter er således kopier af denne. Dog er der ikke noget i vejen for, at man underskriver en rapport og kalder den en "underskrevet kopi" af den originale rapport. Man må kun underskrive en rapport.

 

Kilde: FEM-sekretariatet
_____________________________________________________

Tilstandsrapportens gyldighed
Hvor længe gælder en tilstandsrapport?

En tilstandsrapport gælder 6 måneder. På forsiden af tilstandsrapporten står der en udløbsdato, og rapporten gælder til og med dagen før udløbsdatoen.

Se mere på www.boligejer.dk/huseftersyn.

______________________________________________________

Hvordan fornyes en tilstandsrapport?

En tilstandsrapport fornyes efter 6 måneder ved at tage kontakt til den bygningssagkyndige, der har lavet den første tilstandsrapport. Hvis denne konsulent ikke længere er bygningssagkyndig, skal der tages kontakt til en anden konsulent, som vil lave en NY tilstandsrapport til fuld pris.
______________________________________________________

Tidligere håndbøger
Hvor kan jeg finde Håndbog for Bygningssagkyndige fra september 2005?

Du kan finde den gældende og tidligere versioner af Håndbog for Bygningssagkyndige her på www.femsek.dk

Kilde: FEM-sekretariatet
______________________________________________________

Tidligere tilstandsrapporter
Hvordan kan jeg som beskikket bygningssagkyndig søge efter tidligere tilstandsrapporter for en ejendom?

Du kan søge tidligere tilstandsrapporter i heweb.dk. Det kan anbefales, at du bruger det nye kommunenavn og ejendommens adresse til at søge på en ejendoms historik og eventuelle ældre rapporter. Det er også muligt at søge på dele af adresser uden husnummer. 

Årsagen er, at flere ejendomme som bekendt har fået nye ejendomsnumre som følge af, at kommuner har skiftet områder flere steder.

Kilde: FEM-sekretariatet
__________________________________________________

Ejendomme med erhverv
Er ejendomme med erhverv omfattet af huseftersynsordningen?

Hvis en ejendom bestå af en blanding af bolig og erhverv beror det på en konkret vurdering om ejendommen er omfattet af huseftersynsordningen. Normalt vil den bygningssagkyndige kunne gå ud fra en "50 pct.-regel", der siger, at hvis boligarealet udgør over halvdelen af det samlede bygningsareal, eller ejendomsvurderingen for boligen udgør over halvdelen af den samlede ejendomsvurdering ekskl. grundværdien, så vil ejendommen være omfattet af ordningen. 

Se Håndbog for beskikkede bygningssagkyndige kap 2.0.

Kilde: FEM-seketariatet

_______________________________________________

Ejerlejlighed
Kan det passe, at man skal lave to tilstandsrapporter for en ejerlejlighed?

Ja, der skal laves to tilstandsrapporter, når det gælder ejerlejligheder – en for den pågældende lejlighed og en for fællesejet, jf. § 17 i bekendtgørelsen om huseftersynsordningen.

I tilstandsrapporten for ejerlejligheden skal der henvises til tilstandsrapporten for fællesejet.

Tilstandsrapporten for fællesejet skal omfatte hele fællesejet. I Håndbog for beskikkede bygningssagkyndige, kap 4.02 er de nærmere detaljer omkring udarbejdelsen af tilstandsrapporten over fællesejet beskrevet. Herunder også, at det er sælger, der fremskaffer oplysninger om hvilke bygninger fællesejet omfatter.

Ejerforeningen har mulighed for at udarbejde en tilstandsrapport for fællesejet, der kan anvendes af flere sælgere inden for gyldighedsperioden på 6 måneder. I denne situation kan sælgeroplysningerne være udfyldt og underskrevet af ejerforeningens administrator, men skal også godkendes og underskrives af sælger.

Prisen for en tilstandsrapport på fællesejet aftales individuelt, jf. bilag 1 i bekendtgørelsen om huseftersynsordningen.

Kilde: FEM-sekretariatet
____________________________________________________ 

Fejl i tilstandsrapporter
Hvordan kan jeg som bygningssagkyndig rette en fejl i en indberettet tilstandsrapport?

Hvis du har indberettet en tilstandsrapport med fejl i har du to muligheder:

1. Du kan enten rette fejlene i en allonge (et tillæg til tilstandsrapporten) eller 

2. Du kan udføre en helt ny rapport til erstatning for den fejlbehæftede rapport.  I sidstnævnte tilfælde anbefales det, at du i den tidligere fejlbehæftede rapport indberetter en allonge, hvoraf det fremgår, at denne rapport udgår og er erstattet af den nye rapport med lb nr. H-xx-xxxx osv.

Der vil blive opkrævet gebyr for oprettelse af ny rapport. 

Kilde: FEM-sekretariatet
_________________________________________________________

Bestilling af pjecer og brochurer
Hvordan bestiller jeg pjecer og brochurer vedr. huseftersyn?

Du kan bestille pjecer og brochurer vedr. huseftersyn via FEM-sekretariatets hjemmeside.

Kilde: FEM-sekretariatet
________________________________________________


Hvis man vil klage
Hvordan klager jeg (som sælger af en ejendom) over en tilstandsrapport?

Først skal du kontakte den bygningssagkyndige, der har udarbejdet tilstandsrapporten. Hvis I ikke kan få en fornuftig dialog, vil næste skridt være at klage til Ankenævnet for Huseftersyn.

Læs mere om dette på Ankenævnets hjemmeside: www.husanke.dk.
______________________________________________________

Hvordan klager jeg (som køber af en ejendom) over en tilstandsrapport?

Er du utilfreds med forhold i din tilstandsrapport, kan du klage til Ankenævnet for Huseftersyn.

Læs mere om dette på Ankenævnets hjemmeside: www.husanke.dk.
______________________________________________________

Flere tilstandsrapporter
Må der udfærdiges flere tilstandsrapporter ved salg?

Ja, sælger må få lavet lige så mange, han ønsker.
______________________________________________________


HEweb - indberetningssystemet for bygningssagkyndige
Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan logge på HEWEB?

Du har sandsynligvis tastet et forkert brugernavn eller en forkert adgangskode 3 gange. Derved låser systemet. Det bliver automatisk låst op efter en halv time. I den tid kan du tjekke dit brugernavn og kode.

HUSK! Dit brugernummer skal altid indtastes med 4 cifre. Har du nummer 7, skal du altså indtaste 0007.
______________________________________________________

Jeg kan ikke få vist mine pdf-filer på skærmen. Hvad skyldes det?

I Internet Explorer er der en automatisk pop-up-stopper. Den stopper reklame-pop-up-vinduer fra at dukke op hele tiden. Desværre stopper den også pop-up-vinduer, som fx pdf-filer. Følg denne guide for at åbne for pop-ups specielt på HEWEB.
______________________________________________________

Hov. Jeg har gjort, som I har beskrevet, og det gik fint, men nu virker det pludselig ikke længere?

Desværre er det således, at når Windows kommer med en automatisk opdatering, så nulstiller de en række indstillinger – heriblandt pop-up-stopperen. Derfor skal du følge guiden igen:

http://sekretariat.hesyn.dk/huseftersyn.sekretariat/servlet/HeSyn?cmd=4&id=180

Vi anbefaler, at du holder øje med, hvornår Windows bliver opdateret – og efter den obligatoriske genstart, går ind i Internet Explorer og følger guiden ovenover.


______________________________________________________

Skal man udfylde alle punkter i rapporten?

Ja. Alle punkter i indberetningssystemet skal udfyldes.
______________________________________________________

Bliv sagkyndig
Under "Bliv bygningssagkyndig" skriver I, at jeg skal have en momsregistrering og forsikringserklæring. Men det har jeg ikke, når jeg ikke er beskikket endnu. Hvad skal jeg gøre?

Vi har først brug for forsikringserklæringen og momsregistreringen, når du er godkendt.
______________________________________________________

Tilstandsrapporten
Jeg vil gerne have fat i en gammel rapport. Men det kan jeg ikke længere via
www.hesekretariat.dk. Hvordan gør jeg så?

Det kan desværre ikke lade sig gøre via denne hjemmeside. Er du ejer af ejendommen, kan du selv hente den på den offentlige informationsserver: www.ois.dk. Andre kan henvende sig til en bygningssagkyndig, som kan printe et eksemplar til dig.
______________________________________________________

 
 
Erhvervs- og Byggestyrelsens
og Energistyrelsens fælles-
sekretariat for eftersyn og
mærkningsordninger