Etablering af ny samarbejdsgruppe under IEA (Task 38) om batteri elektrisk skibsfart samt fortsat dansk deltagelse i IEAs samarbejdsgruppe om hybrid elektrisk transport (IEA TCP HEV 2017-2020)

Formålet med en ny IEA Task om e-skibe er at styrke fokus på en klimavenlig teknologi med globale perspektiver samt at sikre, at danske kompetencer er med i den absolutte front på dette område. Formålet med fortsat dansk deltagelse i IEAs samarbejde om hybrid og elektrisk transport er at sikre dansk adgang til nyeste indsigter i e-mobilitet.

Projektbeskrivelse

Formålet med at etablere en ny Task om batterielektrisk skibfart under IEA TCP HEV (Det Internationale Energiagenturs teknologi samarbejdsgruppe om elektrisk transport), er at sætte øget nationalt og internationalt fokus på en ny og hastigt voksende miljø- og klimavenlig teknologi med potentielt globale perspektiver og samtidigt medvirke til at sikre, at danske aktører, kompetencer og interesser placeres helt i front af denne teknologiudvikling.

Danmark er i verdensklasse, både når det gælder søfart, energisystemer og grøn omstilling. Danmark er en af verdens førende søfartsnationer, med dyb viden om skibe og skibsfart samt stærke logistikvirksomheder, der står for store andele af verdens transport med skib. Danmarks energiforsyning er under vedvarende omstilling og energiinfrastrukturen skal være intelligent og stærk på fleksibilitet. Det samme gælder den infrastruktur af skibe og færger, der sikrer ø-samfund, havnebyer samt virksomheder, der arbejder på havet, adgang til transport og mobilitet.

Med de spændende konkrete danske elskibs-cases, og de kompetencer og styrkepositioner, der findes tilsammen inden for "Det Blå Danmark" og "Det Grønne Danmark", er Danmark rigtigt godt rustet til en tidlig og aktiv indsats, der med udgangspunkt i stærke erhvervsmæssige potentialer inden for skibsfart og nye renere energiteknologier og elforsyning kan gøre en forskel, når et potentielt stort og globalt marked udvikler sig.

Elektrisk skibsfart vil være specielt egnet til kortere ruter og nærtrafik i havnebyer, havne, til øer mv., som Danmark og mange andre lande i verden er så rig på. Kommercielle aktører har estimeret potentialet alene inden for elfærger i Norden til over 200 og i Europa til over 1000.

Desuden er der spændende anvendelser, hvor Danmark kunne have særlige og tidlige muligheder, f.eks. serviceskibe til offshore aktiviteter, boreplatforme og havvindmølleparker, undervands- og drone-enheder til offshore inspektion, og ikke mindst hvis udvikling af autonome skibe samtidigt indgår.

Med andre ord: Søfartsnationen Danmark er med udviklingen af et grønt, fleksibelt og intelligent elsystem og antallet af øer, sunde og bælter det oplagte test- og udviklingslaboratorium for batterielektriske skibe og på sigt samspillet med robot-teknologier til styring og logistik.

Hovedaktiviteter:

Hovedaktiviteterne i projektet vil, udover at videreføre og varetage dansk deltagelse i IEAs arbejdsgruppe om elektrisk transport og lede den nye Task 38 om elskibe, bl.a. omfatte:

- Udvikling og implementering af metode og koncept for årlig dataindsamling om e-skibe i DK, reginalt og globalt til dansk, EU og international brug i IEA regi

- Afholdelse af mindst 3 internationale workshops om e-skibe, heraf mindst 1 i Danmark

- Udvikling af første og anden udgave af Task 38 og IEA e-Ships Casebook (bl.a. danske cases)

Udarbejdelse og udsendelse af halvårligt nyhedsbrev om Task 38 og elskibe

- Globale elskibs analyser af teknologi, klima- og miljøeffekter, markedspotentialer og økonomi

- Udvikling af nøgletal og standardværdier for elskibe til brug for analyse modeller mv

- Dansk følgegruppe med deltagelse af bl.a. søfartsmyndighed og søfartens brancheorganisationer

- Synergier med andre Tasks vil blive undersøgt, herunder autonome køretøjer

Mål for energiteknologisk og kommercielt udbytte

Det er et mål for projektet, at det direkte eller indirekte fører til eller medvirker til følgende:

- At Danmark vidensmæssigt og kommercielt placeres helt i front i forhold til elektrisk skibsfart i samarbejde med "Det Blå" og "Det Grønne" Danmark

- Flere danske og internationale elskibsprojekter med dansk deltagelse og leverancer

- Synliggøre teknologiområder, og udviklings- og demonstrationsaktiviteter, hvor danske virksomheder og styrkepositioner kan indgå

- At koblingen mellem elskibe og autonome skibe er blevet analyseret og kvalificeret yderligere, evt. i konkrete projekter.

- At markedspotentialet for elskibe kvalificeres og typesegmenteres yderligere, evt. på tværs af regioner, lande, hovedstæder, store byer mv med henblik på mere seriel og opskaleret produktion mv (eks. havnebusser)

- At elskibe kommer til at indgå i Alternative Drivmiddel modeller i EU, Energistyrelsen mv.

- At der i forlængelse af Task 38 i IEA jævnligt udarbejdes casestudier eller e-Ships case book

Resultater

Formålet med Task 38 om hybrid og elektrisk skibstransport er at styrke fokus på en klimavenlig teknologi med globale perspektiver samt at sikre, at danske kompetencer er med i front på dette område.

Formålet med fortsat dansk deltagelse i IEA’s samarbejde skulle sikre dansk adgang til de nyeste indsigter i e-mobilitet på det maritime område.

EUDP-projektet blev efter projektstart reduceret til alene at omfatte opgaven i relation til HEV TCP og ikke Task 38. Dette skyldes udfordringer med at rekruttere nye aktive danske og internationale deltagere til Task 38, som også finansielt kunne understøtte aktiviteterne; herunder i IEA HEV-arbejdsgruppen, hvor kun Danmark, USA og Norge var deltagere. Efterfølgende er Kina dog blevet deltager og det er godkendt at task’en kan køre endnu en periode (2020-2025).

Arbejdet med fortsat dansk deltagelse i IEA’s samarbejde om hybrid og elektrisk transport er derefter gået efter planen. Fokus har været på aktiv deltagelse i HEV TCP, herunder på modernisering og opdatering af formidling og kommunikation samt, at anbefalinger udover at være tekniske også bør være policy-relevante.
Resultaterne omfatter:

  • Opstart af Task 38 med fokus på elektriske maritime applikationer. Elektriske erfaringer fra Danmark, herunder Helsingør-Helsingborg, Aeoro e-Ferry og Movia, der har udskiftet de københavnske havnebusser fra diesel til fuldt elektriske, blev mødt med stor interesse.
  • Aktiv dansk deltagelse i HEV TCP og tilhørende tasks, herunder også med vægt på mere fokuseret, brugervenlig og policy-relevant kommunikation med hurtigere opdateringer. Der er formidlet kontakter mellem danske og udenlandske interessenter på en række områder, herunder batterier, batteriproduktion og Battery Management Systems, Vehicle-to-Grid-integration, elektriske taxier, myndighedskontakter mellem deltagerlande, studieture, validering af analyser, konklusioner og publikationer fra tasks.
  • De vigtigste erfaringer fra HEV TCP er:
  • Fremstilling af elektriske køretøjer, opladningsinfrastruktur og opladningsenergi har en betydelig øk-nomisk indvirkning på national beskæftigelse, indtægter og eksport.
  • Plug-in-elektriske køretøjer er ved at blive veletablerede grundet konkurrencedygtige priser.
  • Globale standarder for trådløs strømoverførsel til elbiler bør udvikles.
  • Et batteri-elektrisk køretøj, der bruger vedvarende energi til opladning, har næsten 90 % lavere drivhusgasemissioner end forbrændingsmotorer.
  • Elektriske busser med batterier oplever en stabil salgsvækst drevet af lovgivning om ren luft, offentlige incitamenter og infrastrukturinvesteringer. Implementering er stærkt påvirket af lokale politikker.
  • Analysen bekræfter, at både økonomiske og ikke-finansielle incitamenter er meget effektive til at fremme forbrugernes anvendelse af elbiler. Information/uddannelse forbedrer offentlighedens bevidsthed om elbiler og stimulerer adoption. Modeltilgængelighed og ladeinfrastruktur er vigtige aktiver.
  • Udvikling af standarder for hurtigopladning er nødvendig og vil være kritisk for implementeringen og markedsoptagelsen af teknologien.

Key figures

Periode:
2017 - 2020
Bevillingsår:
2017
Egen finansiering:
0,60 mio.
Støttebeløb:
0,90 mio.
Støtteprocent:
60 %
Projektbudget:
1,50 mio.

Kategori

Program
EUDP
Fælles overordnet teknologiområde
Energieffektivitet
Journalnummer
64017-05154

Dokumenter

Deltagere

Raskgreentech ApS (Main Responsible)
Partner og Økonomi
Partner Tilskud Eget bidrag
Raskgreentech ApS 0.90 mio. 0.60 mio.

Kontakt

Kontakperson
Michael Rask
Adresse

Gammel Lundtoftevej 34D

2800 Lyngby

24 47 00 11

Energiforskning.dk - en fælles informationsportal for energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer.

Logo innovationsfonden
Logo for EUDP
Logo for elforsk